Forsiden
      

Danmarks bedste DAF-mekaniker kommer fra Padborg

Torsdag 3. juli 2014 kl: 15:58
Af: Jesper Christensen

Efter en hård kamp i finalen på DAF's hovedsæde i Holland har lastvognsmærket netop kåret Mike Christensen fra Truckcenter A/S i Padborg som Danmarks bedste DAF-mekaniker

Danmarks bedste DAF-mekaniker kommer fra Padborg
Efter to dages prøvelser og hård kamp blev Mike Christensen (th.) tirsdag eftermiddag kåret til Danmarks bedste DAF-mekaniker. Her får han overrakt rejsegavekort af Ivan Hansen fra DAF.
Mike Christensen, der er fra Lintrup længere nord på i Sønderjylland, er vokset op i en sønderjysk vognmandsfamilie og har nærmest fået lastvognsmekanik ind med modermælken. Det kom ham til gode, da han for nylig duellerede mod to kolleger fra konkurrerende værksteder om at blive Danmarks bedste DAF-mekaniker.


- Det foregik på den måde, at jeg og en række andre værkførere på danske DAF-værksteder hver udvalgte én topmekaniker til at deltage i konkurrencen. Herefter dystede de syv tilmeldte mekanikere i fire tests på internettet, og de tre bedste gik så videre til finalen i Holland, forklarer Mike Christensens chef, værkfører Allan Roth fra Truckcenter A/S i Padborg.


Otte tests på to dage
Da Mike Christensen ankom til den enorme DAF-fabrik i Eindhoven sammen med de to konkurrenter, ventede en omfattende og hård dyst forude. 


- Vi vidste kun meget lidt på forhånd, så jeg var meget spændt på selve prøverne. Det viste sig, at vi skulle igennem otte tests. Nogle var teoretiske, mens andre var praktiske prøver, hvor vi skulle lave en reparation, mens eksperter fra DAF kiggede på. Vi blev så målt på en række forskellige punkter. Ud over selve opgaveløsningens kvalitet var det blandt andet fremgangsmåde og tidsforbrug, fortæller mekanikeren, der startede i lære hos Truckcenter A/S som 17-årig. Han kan således i år fejre 20 års jubilæum på Padborgværkstedet.


Efter to dages prøvelser og hård kamp blev Mike Christensen tirsdag eftermiddag kåret til Danmarks bedste DAF-mekaniker, og hans præstation blev præmieret med et rejsegavekort. Herefter blev der tid til sightseeing i det enorme fabrikskompleks, inden turen gik hjem til Danmark. 


- Vores besøg faldt sammen med den årlige rundvisning for de frivillige, som arbejder på DAF's museum. Vi fik lov at komme med, og for at det ikke skal være løgn, var guiden dansk gift og har boet her i 10 år. Vi havde ikke lige regnet med en dansktalende guide, siger Mike Christensen.


Kundetilgangen fortsætter
Chefen er ikke i tvivl om, at Mike Christensen har en pæn del af æren for, at kundetilgangen fortsætter hos Truckcenter A/S i Padborg. For nogen tid siden udvidede værkstedet sine åbningstider for at kunne følge med efterspørgslen. Således kan man nu få serviceret sine lastvogne og påhængskøretøjer helt frem til kl. 20 på alle hverdage samt lørdage fra kl. 8 til 13, og Allan Roth vurderer lige nu, om åbningstiderne skal udvides yderligere.


- Mike Christensen er en kompetent mekaniker, som vi er meget stolte af, og han er yderst afholdt af både kunder og kolleger. Der er ingen tvivl om, at han har en stor del af æren for vores fremgang og for, at initiativet med aftenåbent er blevet en succes, fastslår værkføreren.


Går videre til europæisk finale
Med danmarksmesterskabet i hus går Mike Christensen nu videre til dysten om at blive den bedste DAF-mekaniker i hele Europa. Sønderjyden repræsenterer således Danmark ved den europæiske finale i Eindhoven sidst på året.


- Konkurrencen bliver hård, for der er jo rigtig mange DAF-mekanikere i Europa. Men jeg glæder mig til at være med og vil selvfølgelig gøre mit yderste for at levere en god præstation, slutter den erfarne lastvognsspecialist.


Fakta om Truckcenter A/S
Truckcenter A/S består af Truckcenter Midtjylland og Truckcenter Padborg, der på centrale beliggenheder dækker et samlet areal på godt 50.000 kvadratmeter.
Centrene reparerer og servicerer alle slags lastvogne og trailere samt udfører hydraulik- og opbygningsopgaver. 



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Forhandlernetværk effektiviserer og konsoliderer ekspertisen
- Vognmand har overført en ny tre-akslet anhænger til sit hovedsæde i Brabarnd
- Lastvognsservice på Avedøre Holme er kommet godt fra start - søger flere mekanikere
- Belgisk producent af busser og trailere er blevet delt i to
- City-trailer med en enkelt aksel gør det let at komme rundt
- Landbrugsvirksomhed kører ud med tre-akslet trækker
- Uddannelsesorganisation får endnu en el-lastbil i flåden
- To nye tre-akslede trailere med walking floor er gået til Mors
- Fire-akslet gardintrailer skal køre for leverandør af flydende gasser
- Containertransport har fået flere elektriske trækkere
- Vognmand fra Stevns stævnede ud fra Hedensted med to nye tre-akslede tip-trailere
- Bestanden ligger stabilt

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst