Forsiden
      

MAN er på vejene med en ny generation af sikkerhedssystemer

Fredag 6. november 2015 kl: 09:37
Af: Redaktionen

MAN er på vejene med en ny generation af sikkerhedssystemer

Alle nye lastbiler og busser over otte ton og luftaffjederet bagaksel skal fra 1. november være udstyret med et nødbremsesystem. Nødbremsesystemer er opdelt i forskellige trin, og lovkravet går på et nødbremsesystem på trin 1. Der er også krav om, at alle lastbiler og busser over 3,5 ton skal være udstyret med et system - vognbaneassistent - der advarer chaufføren, hvis han er på vej ud i rabatten eller over i en anden vejbane - MAN beskriver systemet med en video, som kan ses nederst i denne artikel

Den tyske producent af lastbiler og busser - MAN Truck & Bus introducerer nu en ny generation af sit nødbremsesystem - Emergency Brake Assist, EBA. Det nye nødbremseassistent-system, der har samarbejdende sensorer for radar og kamera, og et nyt ESS nødstopsignal - Emergency Stopping Signal, ESS - bliver sammen med LGS vognbaneassistent - Lane Guard System, LGS - med den nyeste kamerateknologi standard udstyr i de modeller, hvor det bliver et lovkrav i nyregistrerede køretøjer fra november. Det drejer sig om langt den største del af MAN’s lastbiler, rute- og turistbusser fra MAN og NEOPLAN samt MAN chassiser til turistbusser.


Sikkerhedssystemer kører frem
Allerede i 2014 var hver anden MAN TGX, der blev solgt i Tyskland, udstyret med en af sikkerhedspakkerne „Aktiv“ eller „Aktiv Plus“ samt med nødbremseassistenten EBA - med stigende tendens.


Heinz-Jürgen Löw, direktør for Sales & Marketing hos MAN Truck & Bus understreger, at tendens bekræfter MAN’s arbejde for aktiv sikkerhed og MANs bestræbelser for at udbrede sikkerhedssystemerne hurtigst muligt. 


- Siden juli 2015 har den nye generation af nødbremsesystemet og vognbaneassistenten været standardmonteret i næsten alle modeller. Vores kunder får dermed et omfattende sikkerhedsudstyr og et tilsvarende højt niveau af aktiv sikkerhed. MANs nye, avancerede nødbremsesystem giver allerede nu en betydelig bedre bremsepræstation end det, der bliver lovkrav fra 2018, siger Heinz-Jürgen Löw.


Deadline for de første var 1. november
EU-bestemmelserne kræver, at nedenstående kategorier af køretøjer skal være udstyret med et nødbremsesystem af trin 1 fra november 2015:
nyregistrerede lastbiler med to og tre aksler og tilladt totalvægt over 8 ton samt luftaffjedret bagaksel. 


Desuden skal to- og treakslede lastbiler over 3,5 ton være udstyret med vognbaneasisstent.


Det EBA nødbremseassistent-system, som MAN har monteret siden juli i år, overgår de skærpede krav i trin 2, der træder i kraft fra november 2018. Dermed får kunderne i dag et fremtidssikkert og værdifuldt system.


Fusionerede sensorer: radar og kamera samarbejder
MAN’s nye generation af EBA-bremsesystemet kombinerer informationer fra en radar-enhed i fronten og et kamera i forruden. I kraft af samspillet mellem sensorerne kan systemet bedre fortolke komplicerede trafiksituationer. Forankørende biler og stillestående forhindringer kan identificeres hurtigere og med større sikkerhed. Dermed får systemet mere tid og kan om nødvendigt indlede en nødopbremsning tidligere, således at hastigheden kan reduceres mere, og standselængden bliver nogle værdifulde meter kortere.


Stillestående genstande er langt vanskeligere at registrere sikkert end forankørende trafikanter. Systemet skal kunne skelne mellem relevante genstande - eksempelvis et havareret køretøj eller det bageste køretøj i en kø - og ikke-relevante genstande, såsom vejskilte, tunnelindkørsler eller broer. For at undgå, at lastbilen ved en fejl begynder en nødopbremsning, reagerer nødbremseassistenten først, når situationen med meget høj sandsynlighed er fortolket korrekt. Systemet foretager en mere intensiv analyse for med sikkerhed at afgøre, at der faktisk befinder sig en stillestående genstand i længere fremme i vognbanen.


Høj chaufføraccept takket være forskning i advarselsstrategi
MAN har stor ekspertise i forskning i betjeningsprincipper i lastbiler. Videnskabelige studier af chauffører i køresimulatorer på det Tekniske Universitet i München har leveret vigtige resultater til udvikling af EBA-systemets advarselsmåde og reaktionsevne - for eksempel med hensyn til chaufførens opmærksomhed og forstyrrelser af ham samt stress og adfærd i nødsituationer.


Udformningen af nødbremsesystemet EBA følger princippet om, at "føreren skal altid kontrollere situationen". Filosofien sikrer en høj grad af accept blandt chaufførerne.


Samarbejdet mellem de to teknologier - radar og kamera - reducerer i høj grad risikoen for ukorrekte advarsler, da der benyttes to teknologier til registrering af genstande. Dermed sikrer MAN’s nye system, at chaufføren ikke irriteres af for mange unødige advarselssignaler.


Føreren kan omgå nødbremsesystemet, hvis han bedømmer, at situationen er til det, også hvis der afgives en advarsel, eller der allerede er indledt en nødopbremsning. Han kan træde på gaspedalen eller bremsen og benytte blinklyset ved skift af vognbane og dermed annullere advarslen og afslutte den automatiske opbremsning.


Når risikoen for en kollision ikke længere er til stede - eksempelvis hvis et langsomt køretøj skifter til nødsporet - afbryder EBA-systemet nødopbremsningen.


Altid på vagt: forløbet for en nødopbremsning
Når EBA-systemet registrerer en forhindring, og chaufføren ikke reagerer med vognbaneskift eller opbremsning, reagerer det i to trin med en vis tidsmæssig forskydning. Først advares chaufføren med en gennemtrængende advarselstone og en meddelelse i displayet. På dette tidspunkt sendes der allerede fyldetryk ud i bremseledningerne, så reaktionstiden forkortes. Samtidig tændes stoplygterne for at advare de bagvedkørende i god tid.


Desuden reducerer MAN’s EBA-system motorens drejningsmoment allerede i advarselsfasen. Det er en yderligere, mærkbar advarsel til en muligvis uopmærksom chauffør. Hvis chaufføren stadig ikke reagerer, aktiveres bremserne automatisk i tillæg til advarslen - advarselsbremsning. Hvis risikoen for kollision fortsat er til stede, og chaufføren ikke reagerer, begynder EBA’systemet en nød­opbremsning, som under ideelle forhold kan hindre en påkørsel, selv fra fuld tilladt hastighed på 80 km/t.


Nødbremsesignal ESS
Ved en kraftig opbremsning aktiveres nødbremsesignalet (Emergency Stop Signal, ESS). Det betyder, at ikke blot stoplygterne lyser, men havariblinket tændes også med en hurtigere blinkfrekvens - nødbremse-blink- således at de bagvedkørende gøres opmærksom på nødsituationen. Forsøg har vist, at en sådan tidlig advarsel bidrager til at undgå harmonikasammenstød.


Det nye Lane Guard System - LGS
Den nye vognbaneassistent - Lane Guard System, LGS - benytter den nyeste kamerateknologi. Det sikrer større nøjagtighed ved registrering af vognbanen og et minimum af ukorrekte advarsler.


LGS er i funktion ved hastigheder over 60 km/t, hvor systemet overvåger bilens position i forhold til vognbanen og advarer chaufføren, hvis han utilsigtet krydser vognbanelinjerne.


En række ekstra funktioner giver større komfort. Det nye system registrerer automatisk, når vognbaneforholdene ændres. Det er kun muligt at afgive pålidelige advarsler, når der er vognbanelinjer i begge sider af vognbanen, og vognbanen har en given minimumsbredde.


Det nye LGS-system tager også hensyn til, at mange chauffører af hensyn til sikkerheden gerne kører yderst i vognbanen - i lande med højrekørsel altså tæt på højre kant - så systemet advarer senere i denne side af vognbanen. Systemet omstiller sig også automatisk mellem lande med højre- og venstrekørsel. 


Interesserede kan nedenfor se en video, der beskriver den nye EBA-generation.







Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Sværlasttraileren tog en med som let last
- Vognmand fik sin nye vogn leveret på Lundevej
- Fire-akslet trailer kan tage to containere på en gang
- Vognmand fra Stenlille har fået en stor Volvo
- Ny elektrisk motor er en del af større batteri-elektrisk lastbilprogram
- En plus en plus en plus en - bliver et 34 meter langt vogntog
- Vognmand fra Brylle hentede påhængsvogn til veksellad i Hedensted
- Green Truck Award endte igen hos Scania
- Forhandlernetværk effektiviserer og konsoliderer ekspertisen
- Vognmand har overført en ny tre-akslet anhænger til sit hovedsæde i Brabarnd
- Lastvognsservice på Avedøre Holme er kommet godt fra start - søger flere mekanikere
- Belgisk producent af busser og trailere er blevet delt i to

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst