Forsiden
      
TRANSPORTNYHEDERNE.DK’S TESTKØRER:

DAF XF årgang 2017 er moden, men stadig meget attraktiv

Mandag 29. maj 2017 kl: 12:52
Af: Mikael Friis

DAF XF årgang 2017 er moden, men stadig meget attraktiv

Dåbsattesten på DAF’s topmodel, XF-serien, siger 1987. I lastbilbranchen er det en høj alder, og stort set alle konkurrenter har da også lanceret indtil flere helt nye lastbil-generationer i samme periode. Egentlig burde det være umuligt for det hollandske lastbilmærke at slippe godt fra endnu en modernisering af den efterhånden 30 år gamle konstruktion, men nej - trods den modne alder er den seneste XF-serie bare blevet endnu mere attraktiv

I 1987 præsenterede DAF sin 95-serie med et helt nyt førerhus konstrueret i samarbejde med spanske Pegaso. Det var en moderne lastbil for sin tid, og siden er modellen blevet opdateret og videreudviklet et utal af gange. Allerede i 1992 blev modellen opdateret første gang. I 1997 fik 95-serien ”efternavnet” XF, og i 2005 blev 95’eren opgraderet til 105XF. I 2012 blev 105-betegnelsen droppet, og siden har DAF’s tungeste lastbilserie blot heddet XF - eXtra Forte - en betegnelse hentet i musikkens verden for ekstra styrke.

DAF’s XF Super Space Cab-førerhus er – også efter den seneste opgradering – blandt de bedste på markedet set fra et chaufførperspektiv.







På de nordiske breddegrader er DAF ikke slået rigtig igennem. Dertil har de svenske og tyske lastbilmærker været for stærke - især på forhandlernet og servicenetværk - mens det går markant bedre for DAF i Central-, Øst- og Sydeuropa. Transportnyhederne.dk har for nylig været en tur i Holland for at prøvekøre den seneste aftapning, og som vi tidligere har skrevet, er det ikke produktets kvaliteter, der forhindrer en større udbredelse på vores breddegrader.


Prøvekørsel af flere modeller
Ved prøvekørslen stillede DAF et stort antal forskellige modeller til rådighed for prøvekørsel på et bredt udvalg af testruter. Det skete i Limburg-området i det sydlige Holland, hvor der er gode muligheder for at presse køretøjerne på lange stigninger, motorvejsstrækninger og varierede landeveje.


Som led i den seneste opdatering er DAF’s 13-liters MX13- og 11-liters MX11-motorer blevet videreudviklet og leverer nu 20 hk mere i hvert effekttrin end forgængerne. Topmodellen leverer dermed 530 hk/2.600 Nm, og det er naturligvis mere end rigeligt til de 40 ton vogntogsvægt, som vi havde mulighed for at prøvekøre. Motoren trækker helt vibrationsfrit som et kraftfuldt elektrisk lokomotiv helt nede fra 800-900 o/min. Ifølge DAF’s medkørende testchauffør er 530’erens motorkarakteristik sat ”lidt mere aggressivt op” end de øvrige MX13-varianter, som han udtrykte det, og det kan ikke undgå at koste lidt på brændstofforbruget.


Transportnyhederne.dk’s XF-favorit er klart 480’eren, der afløser den tidligere 460’er. Dens motorkarakteristik er perfekt tilpasset den nye ZF TraXon-gearkasse, så gearskiftene sker både hurtigt og blødt selv ved fuldt effektudtag op ad lange stigninger. Trækkraften er overlegen og føles fuldt tilstrækkelig også til danske forhold med 56/60 ton vogntogsvægt. Og så har motoren ry for at være overordentlig økonomisk i 460 hk-versionen, så mon ikke det også gælder for den forbedrede 480’er.


Visse XF-modeller leveres også med den mindre MX11-motor, der ligeledes har fået lidt flere hk at gøre godt med i hvert effekttrin.


Velkørende XF mega-trækker
Vi prøvede blandt andet en XF 450 FT Low Deck mega-trækker med 91 cm skammelhøjde, og den kører fremragende. MX11-motoren på 450 hk trækker fint, og den spiller godt sammen med den nye TraXon-gearkasse og bagtøjet med en udveksling på 2,05:1. Det fuldautomatiske gearskift gør accelerationen jævn og helt uden ryk ved gearskift, og på trods af en cylindervolumen på kun 11 liter er motorbremsen kraftig og effektfuld i kombination med de automatiske nedgearinger.


DAF har som standard monteret en beskyttelsesbjælke på mega-trækkerne med 91 cm skammelhøjde. Det er dog stadig en god idé at hæve trækkerens luftaffjedring, når kantsten, fartbump og lave indkørsler skal passeres.





Som mega-trækker er bilen udrustet med ekstreme lavprofildæk med blot 45-profil. I kombination med meget kort fjedervandring kan det ellers være noget af en udfordring for kørekomforten, men DAF har fået afstemt både aksel- og førerhusaffjedring på en fornem måde, så mega-trækkeren ikke virker for stiv.


Bag rattet i det nye XF-førerhus er alt - om ikke ved det gamle - så genkendeligt, logisk og komfortabelt. Varme- og ventilationsanlægget er blevet opgraderet med nye betjeningsgreb, og instrumentlayout er i det hele taget blevet endnu mere logisk og let at aflæse. 


En fremragende arbejdsplads.




Kørestillingen i en DAF XF er forbilledlig. Sæde og rat kan justeres op og ned og frem og tilbage, så det er en lyst. Det er derfor ganske let at finde en afslappet kørestilling, hvorfra der også er et rigtig godt udsyn gennem de store rudearealer til velplacerede side-, nærzone- og frontspejle. Og så er det fedt, at DAF - i modsætning til konkurrenterne - holder fast i tre vinduesviskere. De sørger for at holde en meget stor del af forrudearealet rent, hvilket også gavner udsynet til frontspejlet i øverste højre hjørne.


XF-førerhus blandt de bedste
I det hele taget er XF-førerhuset - især i Super Space Cab-versionen med ekstra højt tag - blandt de bedste på markedet set fra et chaufførperspektiv. Det er mere rummeligt end de fleste, og det har oceaner af aflæggeplads både indendørs over forruden, sideruderne og på bagvæggen samt i de to udvendige sideskabe. Førerpositionen er trukket så langt frem i førerhuset, at der er plads til en regulær ”voksenkøje” bag fører- og passagersæde, og den enorme lofthøjde giver også rigtig gode pladsforhold i overkøjen.


Den nye XF-serie er et godt bevis på, at sprød ungdom kan være godt, men at modenhed og erfaring kan være mindst lige så godt. Det opdaterede XF-førerhus har selvfølgelig gennemgået en lang række opdateringer og forbedringer, siden det blev lanceret i sin oprindelige form i 1987, men det er et rullende bevis på, at DAF ramte plet allerede for 30 år siden. Tænk bare på de førerhuse, som sad på Scania 113/143, Volvo F10-12, Mercedes SK, MAN F2000 med flere. Var de ikke for længe siden blevet afløst af mere moderne konstruktioner, ville de med dagens målestok blive betegnet som dybt forældede. Det kan man bestemt ikke sige om DAF XF - tværtimod!


Interesserede kan læse mere om DAF’s lastbilhistorie her:


Læs om prøvekørsel af den nye DAF CF-serie her:  


Læs mere om DAF’s CF/XF-serie årg. 2017 her:


Læs mere om DAF’s lancering af nye de CF/XF-serier her:  






Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Entreprenør tog tre tre-akslede tandem-trækkere med til Herskind
- Dem fra Nordlunde har fået en ny fire-akslet maskinanhænger
- Overføringsanhænger skal føre containere til og fra opgaverne
- Slagelse-virksomhed skal bruge to nye trækkere til entreprenøropgaver
- Pusher-trækker skal tage læsset med gyllevogne med mere
- Fragtfirma medbringer truck til lasten
- Antallet af el-drevne lastbiler er stiger - antallet af gas-drevne ligger konstant
- Uforpligtende aftale skal se på udvikling af lastbilførerhus
- Tysk kapitalfond skal overtage tysk produkcent af specialkøretøjer
- Fire-akslet tip-trailer fra Hedensted er kommet til Løsning
- Tro flytter bjerge - Vognmand i Bjerge flytter med nye fire-akslet Volvo FM
- Overførselanhængeren blev hentet hjem på blokvogn

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst