Ivecoen har kænguro-gitter og Ferrari-bagende

Onsdag 6. juni 2012 kl: 13:37
Af: Jesper Christensen

Ivecoen har kænguro-gitter og Ferrari-bagende

Bo Loyd Skjødt, der er ejer af BLS Transport, er ikke bange for at vække opsigt. Faktisk nyder han ligefrem, at lave noget, som ikke er, hvad folk forventer. - Mange vognmænd og chauffører har fordomme omkring Iveco, siger Bo Loyd Skjødt, som har fået leveret en ny trækker, der ser lidt anderledes ud, end de fleste

- Men min erfaring siger, at Iveco - både hvad angår brændstofsøkonomi og komfort - lever 100 procent op til konkurrenterne. Derfor har jeg valgt en Iveco Stralis 500 heste EEV og fået den opbygget og dekoreret, så den nok får én vognmand eller to til at kaste et ekstra blik, siger han.


BLS Transports nye Iveco Stralis AS 400S50TX/P er specialopbygget af I.M. Jensen & Bache i Padborg med Ferrari 612 bagende og et stort kængurogitter foran. Den nye trækker har Eurotronic-gearkasse.

- Min filosofi er, at alt kan lade sig gøre, så jeg fik det præcis, som jeg ville have det, siger Bo Loyd Skjødt og tilføjer, at opbygningen foregik under stor hemmelighed og kun de allernærmeste kendte til bilens specielle udseende og opbygning, før den stod helt klar.

- Allerede, da bilen stod færdig hos opbyggeren kom et par vognmænd fra Norge og bad om en lignende opbygning, fordi de syntes, den var så flot med kængurogitter foran, siger Bo Loyd Skjødt.

- Så nu er min ikke den eneste mere, men det er stadig den første.

Der er rig mulighed for at se BLS Transports nye Stralis på vejene, for den kører mandag til søndag både dag og nat - både på Sjælland og i Jylland og til både Sverige og Tyskland.

- Det er fedt med sådan en bil og resultatet er blevet supergodt; men først og fremmest er bilen et arbejdsredskab, som jeg er meget glad for, siger Bo Loyd Skjødt.

Bilen er solgt af Jørgen Andreassen, Iveco København.



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.