Sådan kan man også være tankvognschauffør

Onsdag 11. juli 2012 kl: 14:24
Af: Redaktionen

Sådan kan man også være tankvognschauffør

Hans Henrik Holmark, tankvognschauffør hos Energiselskabet OK, kører ind på Dybkjærskolen i Silkeborg. Denne dag handler det ikke om fyringsolie, men om at tanke viden på små hoveder

Sådan kan man også være tankvognschauffør
Det er kampagnen Trafiksikkerhed i Øjenhøjde, der står bag arrangementet, hvor Hans Henrik Holmark sammen med seks andre chauffør-kolleger fra OK og Danske Fragtmænd kører ud på landets skoler og lærer børnene om, hvad de skal være opmærksomme på, når de møder lastbiler i trafikken.

Det er tredje år i træk, at Hans Henrik Holmark besøger skolerne med sin tankvogn, og han glæder sig til den årlige skoletur.

- Det giver en personlig tilfredsstillelse, at man forhåbentlig gør en forskel ved at lære børnene om de blinde vinkler. Det helt klart derfor, at vi chauffører siger ja til at undervise. Vi har altid skærpet opmærksomhed inden et højresving, men mødet med børnene hjælper til gensidig forståelse i trafikken, og budskabet bliver jo aldrig uaktuelt, siger Hans Henrik Holmark.

Hvis bare én elev forstår budskabet.
I klassen viser Hans Henrik Holmark med sin modellastbil, vejkryds og en miniature-cyklist, hvad der sker, når det hele ses lidt fra oven. Han forklarer børnene, at det er vigtigt, han kan se dem i spejlene, og at de derfor skal holde sig væk fra lastbilens blinde vinkel. Bagefter ude ved tankvognen på skolens p-plads lærer børnene, hvordan trafikken ser ud fra en lastbils førersæde. Det er en tankevækkende oplevelse, når klassekammeraterne udenfor forsvinder i spejlene. Børnene er vældigt begejstrede og iklæder sig lynhurtigt den refleksvest, Hans Henrik Holmark har med til dem. Det er vigtigt at blive set.

- Hvis bare én elev forstår, hvad han skal være opmærksom på i mødet med store lastbiler, har det været hele besøget værd, og forhåbentlig tager børnene også budskabet med hjem til søskende og forældre, siger Hans Henrik Holmark og smutter hastigt videre til den næste klasse, der venter på ham.

Medansvar for trafiksikkerheden
OK bidrager til kampagnen ved at stille chauffører og tankvogne til rådighed i en periode på seks uger op til skolernes sommerferie. I år er kampagnen samlet nået ud til ca. 6.000 børn.

- Vi har mange tankbiler på vejene hver dag, og har derfor også et medansvar for trafiksikkerheden. Alle vores chauffører er selvfølgelig uddannet i trafiksikker kørsel, men det er også vigtigt, at børnene lærer om de blinde vinkler. Desuden er vores chauffører rigtig glade for at komme på skolerne, netop fordi de synes, de gør en forskel, siger Lars Mortensen, driftschef hos Energiselskabet OK, der oplyser at Trafiksikkerhed i Øjenhøjde gennem årene har undervist over 70.000 børn.

Nordjylland var årets fokusområde
Trafiksikkerhed i Øjenhøjde har hvert år et geografisk fokusområde. Udover OK's skoleture, stod Nordjylland i år for skud, hvor Danske Fragtmænd tog sig af undervisningen omkring lastbilen. Op mod 3.000 nordjyske børn lærte i år, hvordan de placerer sig i forhold til en højresvingende lastbil, når de selv skal ligeud på cykel.

Slutter på Egeskov Slot i august
Trafiksikkerhed i Øjenhøjde er også i år at finde på Egeskov Slot på årets Falckdag 4. august. Her kan børn som voksne få lov tage plads i en lastbil og opleve, hvor svært det er at se cyklisterne i spejlene, hvis de holder i chaufførens blinde vinkel.

Fakta
- I 2012 nåede kampagnen ud til ca. 6000 børn
- Kampagnen henvender sig typisk til børn i 2.-4. klasse
- Trafiksikkerhed i Øjenhøjde har 10 års jubilæum i 2013

- Over 70.000 børn er gennem årene blevet undervist i trafiksikkerhed
- Partnerne bag kampagnen er vognmandsorganisationen DTL, Volvo Lastvogne, Danske Fragtmænd, 3F Transport, Bridgestone, Børneulykkesfonden og Energiselskabet OK.


Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.