Kommunale delebiler er kommet skidt fra start

Mandag 25. november 2013 kl: 11:37
Af: Redaktionen

Hedensted Borgerbil er ikke kommet i omdrejninger. Ingen borgere har meldt sig som brugere.

Delebilsordningen Hedensted Borgerbil har ikke fået den bedste start, efter den blev lanceret af kommunen i sidste måned. Det skriver DR P4 Trekanten.
Ordningen går ud på, at 14 af kommunens biler står til rådighed for både kommunens ansatte og private brugere. Hedensted Kommune er den første, som har lanceret en sådan delebilsordning. Men både hjemmehjælpere og pædagoger har oplevet problemer, når de skulle låse sig ind i bilerne med en chip - et problem, som ifølge Delebilfonden nu skulle være løst.

Ingen borgere har meldt sig
De kommunale delebiler er også åbne for kommunens borgere, men efter en måneds drift er der endnu ikke nogen, der har tilmeldt sig ordningen. Man skal være medlem for at bruge bilerne, og det koster et engangsbeløb på knap 500 kroner samt et månedligt kontingent på knap 100 kroner. Derudover betaler man også 21 kroner i timen for at køre i bilerne.
Ordningen koster Hedensted Kommune omkring 1 million kroner over de næste to år. I løbet af den kommende tid begynder kommunen så at markedsføre Hedensted Borgerbil, og Lars Oksbjerre, der er kørselskoordinator i kommunen, er overbevist om, at det vil få Hr. og fru Hansen på banen.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.