Vognmand kører frem med 450’ereTirsdag 10. januar 2017 kl: 11:37 Af: RedaktionenVognmand Kenneth Meilby fra Klarup ved Aalborg har i løbet af få år udvidet sin forretning til ti lastbiler - den seneste er en fabriksny tre-akslet Scania R 450 LA 6x2, som han i december fik leveret af Stiholt i Aalborg Den nye trækker er specificeret med god brændstoføkonomi for øje med Scanias økonomiske 6-cylindrede rækkemotor på 450 hk, gearkasse med integreret overgear og retarder samt enkeltreduceret bagtøj med 3,07:1 i udveksling. Vognmanden ved godt, at Michelin-mændene, tagskiltet og tryklufthornene på taget koster lidt på brændstoføkonomien, men til gengæld er han sikker på, at investeringen i veludstyrede biler kommer godt igen i form af loyalitet fra chaufførerne. Derfor er Highline-førerhuset på den nye R 450’er også udstyret med fuld læderpakke, termosideruder, stort premium-lydanlæg og fuldautomatisk klimaanlæg, mens Buur & Thomsen i Vrå har givet det øvrige førerhus-interiør en omgang. Nordjysk Autolakering i Sæby står bag lakeringen, mens Stiholt i Aalborg har udført den praktiske opbygning med heldækkende alu-dørk, høj galge samt brændstof- og AdBlue-tanke i venstre side og integreret værktøjsskab i højre side bag de fabriksmonterede sideskørter. Bilen har efter leveringen og op til årsskiftet blandt andet kørt med fyrværkeri, men i det nye år er den som de fleste af Kenneth Meilbys øvrige biler beskæftiget med dagligvarekørsel i Danmark. Ud over den nye Scania R 450 leverede Stiholt for nylig en cirka et halvt år gammel Scania R 450 udlejningsbil til Kenneth Meilby, som på sit dieselregnskab kan se, at Scania’s 450 hk-motorer kører længst på literen af alle hans biler. Sælger Peter Munkholm hos Stiholt har stået for levereingen af den nye tre-akslede trækker. © Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |