Forsiden
      
NU KØRER EL-TOGET …

El-lastbilerne er på vej - hurtigere end du tror!

Mandag 5. juli 2021 kl: 21:06
Af: Mikael Friis

El-lastbilerne er på vej - hurtigere end du tror!
Afsted det går i FH Electric på Volvos testbane

Der er efterhånden langt mellem ”klima-skeptikere”, der afviser eksistensen af den globale opvarmning og de deraf følgende, negative klimaforandringer. Der er til gengæld flere og flere producenter af personbiler og tunge køretøjer, der har fuld fart på udviklingen af mere bæredygtige køretøjer, der kan bidrage til udledning af færre CO2-emissioner og dermed indgå positivt i kampen mod klimaforandringerne. MED VIDEO

Volvo Trucks med hovedkvarter i Göteborg er én af dem. Som et af de første transportmedier i Danmark har transportnyhederne.dk været på Volvo-fabrikken og prøvekørt en stribe elektriske Volvo-lastbiler. De satte en tyk streg under Volvo Trucks' ambitioner om at kunne levere et bredt udvalg af brugbare, fuldelektriske transportløsninger inden udgangen af 2030. De forskellige biler er faktisk til salg allerede nu, og serieproduktionen går i gang i løbet af de næste 12 måneder.


El-motorer trækker via en I-Shift gearkasse
I modsætning til nogle af de andre lastbil- og bus-producenter, der arbejder med elektrificerede drivliner med direkte kraftoverføring fra el-motor til trækhjul - eller måske endda med el-motorer indbygget direkte i trækakslen, har Volvo valgt ”blot” at erstatte den traditionelle dieselmotor med op til tre el-motorer i FM/FH Electric.


De syner ikke af meget, de tre el-motorer i FM og FH Electric, men i kombination med I-Shiftgearkassen er der masser af riv i drivlinen.


De er monteret direkte på Volvo Trucks' I-Shift gearkasse, der overfører kraften til trækhjulene via en traditionel kardan- og bagaksel. Dermed får Volvos løsning op til 12 gear for optimal tilpasning af elmotorens omdrejningstal og moment i forhold til hastigheden fra 0-90 km/t, mens nogle af konkurrenternes løsninger kun omfatter en el-motor og to-trins gearkasse eller endda en helt gearkassefri løsning, hvor elmotorerne skal klare hele hastighedsspændet fra 0-90 km/t uden udveksling.


Volvo Trucks har faktisk haft elektrificerede lastbiler på programmet fra 2019 i form af FL Electric (4x2 med op til 16 tons totalvægt), og FE Electric (6x2 med op til 26 tons totalvægt). Nu har Volvo også sat strøm til FM'erne og FH'erne med FM Electric- og FH Electric-modeller på op til 44 tons vogntogsvægt som henholdsvis sættevognstrækkere og lange chassiser. De fås i to alternative chassishøjder med akselafstand fra 3.800 til 6.700 mm og i konfigurationer med to, tre eller fire aksler.


Prøvekørsel
Som sagt var transportnyhederne.dk blandt de første til at prøvekøre de elektriske FM og FH Electric efter lanceringen. Det skete på Volvo Trucks' egen prøvebane ved siden af fabrikken i Göteborg. Her var det muligt at køre på forholdsvis kuperede og snoede teststrækninger samt langsider med op til 90 km/t. Til Volvos ros var både FM-trækkeren med en to-akslet citytrailer og FH-trækkeren med en tre-akslet boks-trailer læsset op til 35 tons vogntogsvægt. Det gav en meget realistisk oplevelse.


Og lad det være sagt med det samme - der er godt skud i de elektriske Volvo’er. De tre kraftfulde el-motorer sender de 35 tons afsted på en meget overbevisende måde - faktisk så overbevisende, at der nok skal sættes en eller anden form for momentbegrænsning ind i drivlinen i de lavere gear. Ellers bliver det ganske enkelt for dyrt i trækdæk i det lange løb. El-motorernes effektforløb er perfekt afstemt til I-Shift-gearkasserne, så man hverken mærker eller hører gearskiftene.


Bilerne er programmeret til at starte i så højt gear som muligt. Det mærkes ikke, for el-motorerne trækker bare løs. Det gælder også ved fremprovokerede stop på henholdsvis 4 og 12 procent-stigningerne på prøvebanen. De elektriske biler vælger selv et lavere startgear, og elmotorerne trækker ubesværet de 35 tons i gang på stigningerne. Tilmed skifter I-Shiften umærkeligt op, selv om det går op ad bakke.


Nyeste førerhuse
Både FM og FH Electric var udrustet med helt opdaterede førerhuse, så der var ikke en finger at sætte på hverken kørekomfort, køreegenskaber, udsyn eller støjniveauet bag rattet. Faktisk er de også så støjsvage udvendigt, at Volvo har tilføjet ekstra lyd eksternt, så fodgængere, cyklister og andre trafikanter ikke risikerer at overhøre de elektriske lastbiler.


Du kan høre lyden her:



Til sidst fik vi også lejlighed til at køre et par runder i en Volvo FE Electric. Det var samme bil, som Volvo Danmark gav os mulighed for at køre en kort prøvetur i ved lanceringen af Volvo Trucks' ”Together Towards Zero Emissions”-kampagne i april hos Volvo Danmark i Taastrup. I den anledning skrev vi blandt andet følgende, som også gælder efter prøvekørslen forleden i Göteborg:


Transporftnyhederne.dk fik lejlighed til at gentage prøvekørslen af den samme Volvo FE Electric, som vi også prøvekørte i april i Danmark. Resultatet var det samme …




120 km rækkevidde til lokal kørsel
Den fuld-elektriske FE Electric var opbygget med JOAB kroghejs og er beregnet til meget lokal kørsel i kraft af en rækkevidde på ”kun” ca. 120 km på fuldt opladede batterier.


Batteripakken, der er placeret på begge sider af chassiset, rummer 200 kWh, som forsyner en synkronmotor med max kontinuerlig effekt på 330 kW/440 hk (max. spidseffekt 400 kW/540 hk) og max. drejningsmoment på 850 Nm. Synkronmotoren er centralt placeret i chassiset og er koblet til en to-trinsgearkasse af Volvos egen avl. Den overfører kræfterne til en traditionel bagaksel via kardantræk.


Volvos FE-førerhus har efterhånden nogle år på bagen og både virker og fremstår som en anelse bedaget. Det gælder også interiøret, men dog ikke den digitale instrumentering og betjeningen af den elektriske drivline, der fungerer upåklageligt. Når man starter den elektriske FE, udebliver den normale motorlyd selvfølgelig. Kun en svag summen fra den elektriske kompressor bryder stilheden.


Når drivlinen sættes i Drive, og det klassiske (læs håbløst gammeldags) parkeringsbremsegreb lægges ned, sætter bilen sig ganske sagte i bevægelse, uden at chaufføren træder på speederen. Til gengæld sker der noget ret voldsomt, når FE’eren får noget pedal. Totalvægten på demo-bilen var knap 14 tons inkl. kroghejs-opbygning og container, men det føles ikke sådan.


Udramatisk acceleration
El-motoren accelerer udramatisk bilen hurtigt op i fart med en svag elektrisk summen, men på instrumentpanelet ses det tydeligt, at det koster nogle kWh, hver gang det sker. Til gengæld kan der opspares lidt energi i batterierne, når speederen slippes og driftsbremsen aktiveres, men man skal ikke prøve at bilde sig ind, at man kan spare lige så meget op ved opbremsning, som man brugte på accelerationen.


Kørslen er i øvrigt meget komfortabel og udramatisk, og allerede efter kort tid går der sport i at følge med den øvrige trafik uden at spilde unødig energi. Dog virker det lidt irriterende, at bilen automatisk bremser svagt, når man slipper speederen, men det kræver nok en længere prøvetur end ca. 15 kilometer at lære at balancere på 0-punktet mellem acceleration og opbremsning.


Volvo FE Electric gav samlet set et meget positivt indtryk. Den elektriske drivline virker effektiv, kraftfuld og næsten lydløst, og det er jo, hvad man kan forlange af en elektrisk ”bybil”. Det lidt umoderne FE-førerhus diskvalificerer dog ikke Electric-versionen, da den korte rækkevidde ved let anlægskørsel (og op til 200 km ved distributionskørsel afhængig af batteripakke og kørselsmønster) jo ikke indbyder til længere ture.


Teknikken i FM og FH Electric:

Tre el-motorer i én bil
De nye elektriske FM- og FH-lastbiler er bygget på den samme chassisplatform som Volvo Trucks' diesel- og gasdrevne lastbiler, men drivkraften leveres af op til tre elektriske motorer, der har en samlet effekt på 490 kW (666 hk) gennem en I-Shift-gearkasse med en særlig ny gearskiftestrategi og et kardanmoment på 28.000 Nm. FM og FH Electric leveres med kraftudtag i tre udgaver: et elektrisk (40 kW), et elektromekanisk (70 kW) og en gearkassemonteret (150 kW).


300 km pr. opladning
De nye batterier anvender den nyeste lithium-ion teknologi og samles i Volvos eget produktionsanlæg. En elektrisk lastbil med seks batteripakker (á 500 kg pr. stk.) har en nominel kapacitet på 540 kWh, hvilket giver en rækkevidde på op til 300 km pr. opladning. Dermed vil de elektriske lastbiler ifølge Volvo kunne udføre 60 procent af transportarbejdet (i Sverige), for ifølge Volvo består 60 procent af al vognmandskørsel i Sverige af kørsler på mindre end 300 km om dagen. Volvo anslår, at situationen er mere eller mindre den samme i Danmark.

Rækkevidden kan variere afhængigt af mange faktorer - kørehastighed, brug af fartpilot, køretøjsspecifikation, køretøjsbelastning, faktisk topografi, kørestil, vejrforhold mm.


Fleksibel og hurtig at oplade
Lastbilerne kan oplades på to måder: AC-opladning (vekselstrøm) med op til 43 kW, hvilket er ideel til langsom opladning om natten eller den meget hurtigere DC-opladning (jævnstrøm) på op til 250 kW. Det kan være nyttigt ved kørsel i to-skift, eller hvis der er brug for at oplade køretøjet i chaufførens obligatoriske hvilepause. Med en 250 kW DC-oplader er det muligt at oplade op til 80 procent af batterikapaciteten på mindre end 90 minutter.

Opladningstiderne kan variere afhængigt af udetemperaturen, typen af opladningsudstyr, lastbilens specifikationer, den aktuelle batteritemperatur, batteriets tilstand og ladestand inden opladning.




Så var der serveret på Volvo Trucks Experience Center i Göteborg. Fuldelektrisk prøvekørsel af hhv. Volvo FE, FM og FH Electric








Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Lastvognsservice på Avedøre Holme er kommet godt fra start - søger flere mekanikere
- Belgisk producent af busser og trailere er blevet delt i to
- City-trailer med en enkelt aksel gør det let at komme rundt
- Landbrugsvirksomhed kører ud med tre-akslet trækker
- Uddannelsesorganisation får endnu en el-lastbil i flåden
- To nye tre-akslede trailere med walking floor er gået til Mors
- Fire-akslet gardintrailer skal køre for leverandør af flydende gasser
- Containertransport har fået flere elektriske trækkere
- Vognmand fra Stevns stævnede ud fra Hedensted med to nye tre-akslede tip-trailere
- Bestanden ligger stabilt
- Marts bød på 343 nye lastbiler over 16 ton
- Forhandler af vare- og lastbiler runder 75 år

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst