Tankanlægget kommer som et nøglefærdigt konceptTirsdag 3. august 2010 kl: 01:00 Af: RedaktionenI mange af Skandinaviens mindre byer er benzinstationerne lukket, og det kan få store konsekvenser for lokalsamfundene. Tankproducenten CGH står klar med en hjælpepakke i form af et nøglefærdigt stationskoncept, som er blevt godt modtaget i den skånske by Skivarp mellem Ystad og Malmö
- Det årlige salg var på 1,2 millioner liter, og kundeunderlaget tæller godt 5.000 personer. Alligevel er det tilsyneladende ikke længere lønsomt for de store selskaber at drive forretning her, så man skal køre 20 km for at nå den nærmeste tank. Det er dyrt, besværligt og uheldigt for miljøet, siger Ulf Andersson, som forklarer, at han først og fremmest frygtede de konsekvenser, lukningen kunne få for lokalsamfundet. Det fik ham til sammen med to andre erhvervsdrivende at tage initiativ til et nyt tankanlæg i byen. - Vi var bange for, at udenbys tankning også ville ændre folks øvrige indkøbsmønstre. På lidt længere sigt kunne dét ramme hele lokalsamfundet gennem butiksdød og faldende befolkningstal, fremhæver Ulf Andersson. Nøglefærdigt tankanlæg De tre initiativtagere har ført deres idé ud i virkeligheden og åbnet tankanlægget El Macko i udkanten af Skivarp ved landevejen mellem Malmø og Ystad. Takket være et nyt og fleksibelt koncept fra tankproducenten CGH Group, har de tre initiativtageres investering kunnet minimeres. Anlægget er opbygget om en 30.000 liters fritstående tank, som er opdelt i to rum til henholdsvis diesel og benzin. Det er kendetegnet ved at blive leveret næsten nøglefærdigt samt ved minimale drifts- og vedligeholdelsesomkostninger. - Dermed er løsningen velegnet til kunder, der ikke har et stort serviceapparat i ryggen, fortæller Morten Nielsen fra CGH. Han er direktør for koncernens nordeuropæiske selskab, CGH Nordic, der fra afdelinger i Danmark og Sverige betjener Norden og Baltikum, og har også leveret et lignende anlæg til en kunde i Midtsverige. - Der er et godt potentiale for vores løsning i Norge og Sverige, hvor antallet af stationer er faldet markant. Eksempelvis er der i dag nogenlunde samme antal tankstationer i Sverige som i Danmark, selvom Sverige er 10 gange så stort og har fire millioner flere indbyggere, siger han. Ulf Andersson supplerer: - Vi valgte CGH's løsning, fordi den er teknisk optimal og økonomisk attraktiv. Anlægget er modulopbygget, flytbart og forholdsvis nemt at installere. Kun pumper og kortlæser skulle eftermonteres. Desuden er driften enkel, da al aktivitet kan overvåges via et webbetjent brugerinterface. Genbestilling af benzin og diesel sker automatisk, når standen falder til et bestemt niveau, forklarer han og fremhæver desuden, at tanken med henblik på optimal sikkerhed er dobbeltvægget og har indbygget miljøalarm. Positiv modtagelse Ikke overraskende har lokalbefolkningen taget godt imod tankanlægget, der er blevet lanceret med sloganet 'Med Skivarp i tankene'. - Kundeunderlaget er absolut til stede. Ud over de mange private husstande er der ikke færre end 300 virksomheder i området, og desuden har vi turisterne, den forbipasserende trafik og ikke mindst en del landbrug, som undgår besværet med selv at have store tanke, påpeger Ulf Andersson. Fakta om CGH Group CGH Group udvikler og producerer tanksystemer til olie, benzin og industrien generelt. Koncernen, der består af selskaber i Polen, Belgien og Danmark, beskæftiger i alt 175 medarbejdere. CGH Nordic A/S med afdelinger i Danmark og Sverige er ansvarlig for de nordiske og baltiske markeder. ![]() © Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |