Michelin indgår dæk-aftale med Carlsberg i Sverige

Tirsdag 17. april 2012 kl: 13:42
Af: Redaktionen

Carlsberg Sverige AB har underskrevet en treårig aftale med Michelin Fleet Solutions om levering og service af dæk. I alt omfatter aftalen 180 lastvogne og anhængere

Michelin indgår dæk-aftale med Carlsberg i Sverige
- Hos Carlsberg Sverige har vi udført vores egne test af dæk for at sammenligne brændstofforbruget på vores køretøjer. Testene af Michelin viste det laveste brændstofforbrug, hvilket indebærer en besparelse på 6,3 procent sammenlignet med andre dækmærker. Dette betyder, at vi yderligere kan mindske virksomhedens påvirkning af miljøet ved vores transporter af drikkevarer, siger Niclas Strandberg, transportchef hos Carlsberg Sverige.

Aftalen indebærer, at Michelin i en treårig periode leverer dæk til samtlige Carlsberg Sveriges lastvogne og anhængere samt udfører regelmæssige og præventive kontroller af dækkene.

Håndteringen medfører sikrere transporter og forbedret brændstoføkonomi. Michelin Fleet Solutions sikrer tilgangen af de rette dæk, både sommer- og vinterdæk, og service af høj kvalitet.

Aftalen bygger på en omkostningsmodel, hvor Carlsberg Sverige betaler pr. kørte kilometer. Hvert køretøj vil blive udstyret med en lufttryksmåler for yderligere at kunne mindske brændstofforbruget samt optimere dækkenes levetid.


- Carlsberg Sverige har foretaget grundige undersøgelser inden dette indkøb og har dermed fået sort på hvidt, at dækkene ikke alene påvirker virksomhedens omkostninger, men også dens miljøpåvirkning. Derudover er jeg overbevist om, at vi kan minimere forbruget af dæk på Carlsberg Sveriges køretøjer og dermed mindske forbruget af råmaterialer forbundet med transporter, siger Peyman Sabet, nordisk salgschef for Michelin Fleet Solutions.


Michelin tilbyder et bredt servicenet, og den løbende service udføres via et antal udvalgte værksteder. Michelins distributionskæde Euromaster og dennes partnere er hovedleverandører af samtlige tjenester.




Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.