Den første danske Scania Euro 6 går til STEA

Torsdag 26. april 2012 kl: 12:01
Af: Redaktionen

Den første danske Scania Euro 6 går til STEA

Den første dansk indregistrerede Scania Euro 6-lastbil er netop blevet leveret til emballage- og logistikvirksomheden Stea A/S i Engesvang ved Silkeborg. På fronten af den nye lastbil står der Scania R 480, og dermed tager Stea og Scania i fællesskab hul på fremtiden, når det gælder miljørigtig transport med lastbil

Den første danske Scania Euro 6 går til STEA
Stea er blandt Danmarks største leverandører af standard- og specialfremstillede emballageprodukter af træ, og produkterne spænder fra traditionelle eur-paller over mere specielle pallerammer, træ- og finérkasser til avancerede træstativer og -platforme til eksempelvis vindmølleindustrien både i Danmark og i udlandet.

Stea har i de senere år satset målrettet på at udvikle de mest miljørigtige produkter i samarbejde med sine kunder - herunder en høj grad af indsamling af brugt træemballage til renovering og genanvendelse.

Euro 6 var et naturligt valg
Da STEA's vognpark skulle udvides, var det naturligt at søge efter markedets mest miljørigtige lastbil. Stea's valg faldt på en Scanias R 480 6x2/4 sættevognstrækker med den helt nye 13-liters 6-cylindrede Euro 6-motor på 480 hk, der er udrustet med kombineret EGR- og SCR-teknologi samt partikelfilter og dobbelt katalysator.

Euro 6-miljønormen, som træder i kraft ved indregistrering af nye lastbiler fra 1. januar 2014 medfører en reduktion i udslip af NOx (nitrogenoxid) fra 2 g/kWh efter dagens Euro 5-norm til 0,4 g/kWh (minus 80 procent) og i partikel-massen fra 0,02 g/kWh i dag til 0,01 g/kWh for Euro 6 (minus 50 procent).

For partiklernes vedkommende er reduktionen i virkeligheden markant større, for i forhold til den nuværende Euro 5-norm indebærer Euro 6-normen en reduktion i antallet af partikler på 80-85 procent. Ifølge miljøeksperter består den store miljøgevinst ved Euro 6-normen at antallet af partikler reduceres voldsomt snarere end, at massen af de forurenende partikler reduceres.

Grøn profil gælder også transport
Om baggrunden for valget af den nye Scania R 480 Euro 6 siger STEA's ejer og administrerende direktør Johnny Fiskbæk:

- STEA har i de senere år skærpet sin grønne profil markant. Sammen med vores kunder forsøger vi at reducere miljøbelastningen fra vores produkter og i alle led i vores produktion mest muligt. Da transporten af vores produkter er en integreret del af vores emballageløsninger, var det naturligt for os at satse på Euro 6 i vores egen vognpark, selv om det først bliver et lovkrav om mere end halvandet år.

- Vores aktivitet består for 85 procents vedkommende af håndterings- logistikløsninger af træemballage og kun 15 procent af egen produktion, så derfor slår en grønnere transportløsning naturligvis bedre igennem både i vores eget og vores kunders miljøregnskab, siger Johnny Fiskbæk.

Grønne regnskaber
Og det med miljøregnskab er vigtigt for STEA, der både udarbejder et miljøregnskab for sin egen produktion og logistikløsninger men som også udarbejder miljøregnskab på transport- og emballageområdet for flere af sine store kunder.

Den nye Scania R 480 Euro 6 skal primært beskæftiges med levering af Stea's produkter i Danmark og Tyskland samt indsamling af brugt emballage til renovering i Danmark. Den nye Scania vil sammen med virksomheden øvrige seks lastbiler også blive beskæftiget med afhentning af råvarer i Skandinavien og Tyskland til produktionen i Engesvang.

Fakta om STEA
Hjemmehørende i Engesvang ved Silkeborg. Grundlagt i 1994 som JF Emballage A/S og senere udvidet med afdelinger i Sverige og Tyskland. Beskæftiger ca. 35 medarbejdere ved produktion i Danmark og udlandet og er blandt Danmarks største leverandører og forhandler af træemballage. Skiftede i 2011 navn til Stea A/S og skærpede sin miljøprofil markant. Ud over at levere miljørigtig træemballage fra egen produktion og gennem forhandling udarbejder Stea også miljøregnskaber for emballage- og logistikområdet for flere af sine store kunder.

Stea Holding omfatter virksomhederne Stea A/S, Stea AB, Stea-Paletten GmbH, Stea Transport A/S, Stea Miljø og Stea IT.

Fakta om Scania Euro 6
For at overholde Euro 6-normen i sine nye 13-liters 6-cyl. rækkemotorer på hhv. 440 og 480 hk anvender Scania sit eget XPI Common Rail indsprøjtningssystem i kombination med VGT-teknologi (Variable Geometry Turbo) samt EGR- og SCR-teknologi (hhv. Engine Gas Recirculation og Selective Catalytic Reduction). De to teknologier bidrager hhv. til renere forbrænding samt fjerner uønskede emissioner ved tilsætning af AdBlue (urea) i de to katalysatorer i udstødningssystemet samt efterfølgende afbrænding af fine og ultrafine partikler i partikelfilteret. Dertil kommer samt egenudviklet software til motor- og emissionskontrol.

Scania peger på, at der gennem omfattende laboratorietests, testkørsler og feltprøveforsøg over adskillige millioner kilometer med Euro 6 er opnået ".markant forbedre miljøegenskaber i kombination med samme lave brændstofforbrug som kendetegner Scanias tilsvarende Euro 5-motorer".



Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.