To rumænske chauffører og et vognmandsfirma fik bøde på samlet 255.000 kroner

Tirsdag 28. april 2020 kl: 12:37
Af: Redaktionen

Tungvognscenter Øst, der har hjemme hos Midt- og Vestsjællands Politi, udstedte i sidste uge bøder på samlet 255.000 kroner til to rumænske chauffører og deres vognmandsfirma. Overtrædelserne omfattede brud på køre- og hviletidsreglerne og manglende betaling af vejbenyttelsesafgift for at køre i Danmark. Bøderne blev betalt af vognmandsfirmaet dagen efter

Politifolk fra Tungvognscenter Øst standsede i sidste uge lastvognstoget med de to chauffører i forbindelse med en tungvognskontrol på motorvej E47 i sydgående retning ved Tappernøje på Sydsjælland.


I første omgang bed politiet mærke i, at der ikke var blevet betalt vejbenyttelsesafgift for at lastbilen måtte køre i Danmark. Ved den efterfølgende kontrol fandt politiet flere lovovertrædelser - samlet løb bøderne op i 255.000 kroner.


Det rumænske lastvognstog blev ført af en 22-årig kvinde og en 32-årig mand fra Rumænien, hvor vognmandsvirksomheden også havde hjemme.  Politiet konstaterede, at de to chauffører flere gange havde taget deres førerkort ud af lastbilens digitale fartskriver.


Dokumentationen af forholdet fik chaufførerne til at erkende, at de ikke havde brugt deres førerkort under læsning og losning af vogntoget, selvom det strider mod reglerne.


- Vi anser det som meget alvorligt, når man ikke benytter førerkort og ikke overholder hviletidsreglerne. Ethvert forsøg på at omgå reglerne kan få konsekvenser for sikkerheden på vejene, og politiet ser med stor alvor på disse overtrædelser, siger politikommissær Henrik Fobian fra Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi. 


Ved gennemgang af de to chaufførers køre- og hviletider fandt politiet flere overtrædelser - blandt andet havde hviletiden for chaufførerne været nede på 4 timer og 50 minutter mod de påkrævede 9 timers hvil ved flermandsbetjening. 


Det betød, at den ene chauffør fik en bøde på 64.500 kroner samt en ubetinget frakendelse af førerretten til tunge køretøjer i Danmark i seks måneder. Den anden chauffør fik en bøde på 19.000 kroner samt en betinget frakendelse af førerretten til kørsel med tunge køretøjer i Danmark i tre år.
 

Den rumænske vognmandsvirksomhed fik en bøde på 171.500 kroner for chaufførenes overtrædelser af køre- og hviletidsreglerne, tackograf-reglerne og for to dages manglende betaling af vejbenyttelsesafgift i Danmark.


- Den samlede bøde på 255.000 kroner viser, at myndighederne tager disse sager alvorligt. Vi vil ikke finde os i, at sikkerheden på de danske veje bliver sat over styr, når chauffører og virksomheder overtræder regler. Disse lastbiler udgør en stor risiko, hvis ikke føreren har fået de påkrævede hvil. Derfor fortsætter vi med at opretholde vores kontroltryk i Østdanmark, siger Henrik Fobian fra Midt- og Vestsjællands Politi. 


Den samlede bøde blev betalt dagen efter, og de to chauffører vedtog og underskrev frakendelserne af førerretten. 


Ved nærmere undersøgelse kunne politiet desuden konstatere, at de samme to chauffører var blevet standset i et andet europæisk land for et par måneder siden, hvor de måtte betale i omegnen af 7.000 euro - omkring 52.000 kroner for lignende overtrædelser.


Fakta om vejbenyttelsesafgift:
Lastbiler til godstransport med tilladt totalvægt på 12 ton og derover skal betale vejbenyttelsesafgift for kørsel på danske motorveje. 


Kort om køre- og hviletider
En uafbrudt køretid må ikke overstige fire og en halv time. Efter køretiden på fire og en halv time, skal chaufføren holde en sammenhængende pause på mindst 45 minutter, eller en afbrudt pause på henholdsvis 15 og 30 min.
Under pause og hvil må chaufføren ikke udføre andet arbejde eller være til rådighed for transportvirksomheden. 
Den daglige køretid må ikke overstige ni timer, og der er særskilte regler for hviletidens længde pr. dag og uge. To gange om ugen må køretiden dog sættes op til ti timer.


Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi dækker hele Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. 



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.