Lastvognen er leveret med starter - hjertestarter

Fredag 1. maj 2020 kl: 12:13
Af: Redaktionen

Lastvognen er leveret med starter - hjertestarter

Scania Ishøj har leveret en fire-akslet Scania R 520 8x2*6 til Kim Ancker Transport, der har haft fokus på sikkerhed og finish i forbindelse med leveringen af den nye lastbil og tilhørende tre-akslet kærre. I forvognen er der eksempelvis installeret en hjertestarter inspireret af en situation fra 2018, hvor vognmand Kim Ancker oplevelse, at en forankørende bilist mistede livet efter et hjertestop

Derfor kan man på både forvogn og kærre læse, at ”denne lastbil er udstyret med hjertestarter”. 


Kim Ancker ønsker aldrig at komme ud sådan en situation igen, så i forbindelse med investeringen i den nye Scania besluttede han sig for at tilkøbe en mobil hjertestarter til lastbilen. Allan Lassen fra Red-Liv og underviser på Scania Driver Academy’s EU-efteruddannelse har i den forbindelse været behjælpelig med råd og vejledning.


- Jeg ser det som lidt af en game-changer med hjertestartere i lastbiler - især i yderområderne, hvor mange vognmænd og chauffører dagligt kører. Her kan der godt gå længere tid inden hjælpen kommer frem. Men hvis nu vognmanden eller chaufføren, der kører med hjertestarteren, også er tilmeldt som hjerteløber på hjertestarter.dk, så vil de automatisk få besked og kan være utroligt hurtigt fremme – hvilket er altafgørende for at redde liv med en hjertestarter, siger Allan Lassen.


Fire-akslet med nødbremsesystem og otte kameraer
Inde i førerhuset ses det tydeligt, at vognmanden lægger vægt på sikkerheden. Med hele tre skærme, der sender input fra otte kamera, kan Kim Ancker følge med i alt, hvad der foregår omkring bilen.


Her til kommer Scania’s Blind Spot Detection, der advarer chaufføren om fodgængere og andre trafikanter i de blinde vinkler, Opticruise-gearkasse med automatiseret gearskifte med clutch-on-demand, adaptiv fartpilot med Active Prediction og retarder, elektronisk parkeringsbremse med hill hold og Lane Departure Warning.


At bruge penge på en hjertestarter og sikkerhedsudstyr ligger ikke fjernt for Kim Ancker. Hans lille vognmandsforretning blev i 2018 kåret til ”Årets Transportvirksomhed” af DTL-Danske Vognmænd netop for sin trafiksikkerhedsindsats.


Skræddersyet til perfektion
Chassiset er et fire-akslet R 520 8x2*6 med en V8-motor, der yder 520 hk og har et maksimalt drejningsmoment på 2.700 Nm. Bilen har dobbelte foraksler, træk på den forreste bagaksel og styrbag bagerste aksel. Førerhuset er et R-dagførerhus med fuld luftaffjedring og normal højde på taget.


Indvendigt i førerhuset er der blandt andet to Premium sæder med armlæn, varme og ventilation, V8-læderpakke, 6 kW oliefyr, LED lyspakke, chaufførpakke+, 7-tommer infotainmentskærm med navigation, bluetooth og DAB-radio, elektronisk taglem, tonede ruder, lamineret siderude, regnsensor og endda installeret hvileudrustning til en kort lur på de længere ture.


Opbyggervirksomheden Sawo har stået for opbygningen af bilen og den tilhørende tre-akslede Nopa FTPL 320-kærre med lodret pendeltip. Til forvognen er der også leveret en HIAB X-HiPro 302 E-6 CD-kran. Opbyggerteamet hos Scania Ishøj har klargjort bilen med detaljer som blitzblink, roterblink og blitzbro, arbejdslys og Norges-bogie.


Bil og kærre er forsikret med en omfattende Scania Lastbilforsikring og finansieret af Scanias eget finansieringsselskab, Scania Finans.


Mosegaards Autolakering har stået for lakering af både bil og kærre, mens Karl-Johan Buur har plysset førerhuset indvendig.





Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.