Tysk lastbilproducent kan se frem til en elektrisk ordre fra transport- og logistikvirksomhedMandag 27. februar 2023 kl: 11:34 Af: RedaktionenMercedes-Benz Trucks og transport- og logistik-virksomheden Dachser har underskrevet en hensigtserklæring om levering af 50 batteridrevne lastbiler til langturskørsel. Den elektriske lastbil, der har en rækkevidde på omkring 500 kilometer, vil være klar til serieproduktion i 2024. Hensigtserklæringen er endnu et element i Dachser's klimabeskyttelsesstrategi Med de 50 lastbiler af typen Mercedes-Benz eActros LongHaul planlægger Dachser at udvide sin europæiske flåde med flere elektriske køretøjer. Dachser påtænker at bruge en udgave af eActros LongHaul i en tre-akslet udgave opbygget ti lkørsel med veksellad. - Dachser er en højt værdsat kunde for os inden for bæredygtig transport. Dachser har allerede fungeret som engageret testpartner under udviklingen af eActros 300/400 til tung distributionstransport, siger Stina Fagerman, der er Head of Marketing, Sales and Services hos Mercedes-Benz Trucks. - Derfor er vi også glade for, at logistikvirksomheden nu planlægger at sætte sin lid til eActros LongHaul i næste fase og dermed underbygge vores el-strategi, siger hun videre. Alexander Tonn, Chief Operating Officer (COO) Road Logistics hos Dachser, tilføjer, at hensigtserklæring understreger transport- og logistikvirksomhedens engagement i udvikling og testning af erhvervskøretøjer med miljøvenlige drivsystemer. - eActros LongHaul-modellens lange rækkevidde vil gøre det muligt for os at transportere varer mellem vores europæiske lokationer uden emissioner, selv ved transport af tunge laster og langturskørsel. Det er et vigtigt aspekt i Dachsers langsigtede klimabeskyttelsesstrategi, siger han. Siden 2018 har Dachser benyttet batteridrevne køretøjer som Fuso eCanter og eActros som led i sit koncept for bæredygtig levering til bycentre, som virksomheden kalder Dachser Emission-Free Delivery. I den sammenhæng sørger elektriske varevogne og lastbiler som standard for CO2 -neutral lokal levering af alle forsendelser i et nærmere defineret område i bymidten i 12 europæiske storbyer. Det seneste skud på stammen er København, hvor Dachser Denmark kunne tage sin første eldrevne lastbil i brug i februar og påbegyndte emissionsfrie leveringer til centrum af København. På den sidste kilometer anvender Dachser også elektriske ladcykler til distribution af forsendelserne. Pilotprojektet i Stuttgart vandt konkurrencen "Sustainable Urban Logistics", som det tyske miljøministerium og forbundsmiljøstyrelsen stod bag i 2018. - Vi har rigtig gode erfaringer med elektriske køretøjers præstationer i forbindelse med storbylogistik. Det var derfor logisk at tage det næste skridt - langturskørsel - sammen med Mercedes-Benz Trucks, siger Stefan Hohm, der er Chief Development Officer (CDO) hos Dachser. Om Mercedes-Benz eActros LongHaul:
© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |