Vognmænd drøftede fremtiden

Tirsdag 12. maj 2026 kl: 10:17
Af: Jesper Christensen

På vognmandsorganisationen DTL’s generalforsamling i Aarhus lørdag formiddag lagde bestyrelsen op til debat om vognmandsorganisationens placering i fremtiden. Skal det, som nogle kaldte en forlovelse mellem erhvervsorganisationen Dansk Erhverv og DTL med rødder tilbage til 2004, blive til et reelt giftemål - eller skal DTL afsøge andre muligheder for at fastholde sin politisk indflydelse og sikre, at vognmandsmedlemmerne fortsat kan få den service, de forventer


Bestyrelsen kom med sit oplæg under punktet eventuelt for at lodde stemningen blandt de 106 delegere, der var mødt op på generalforsamlingen.


Bestyrelsens oplæg beskrev en fremtid, hvor DTL bliver en del af Danske Erhverv under en ny en transportenhed, der i oplægget havde arbejdstitlen “DE Danske vognmænd” og som samler DTL's medlemmer og de transportvirksomheder med lastbiler, der i dag er direkte medlemmer af Dansk Erhverv.


Den nye enhed vil få sine egne vedtægter, der tager udgangspunkt i DTL's nuværende vedtægter, bestyrelse, medarbejdere og direktion - hvor DTL's nuværende medarbejdere bliver overført til Dansk Erhverv som en virksomhedsoverdragelse.


DTL skulle så omdannes til en støtteforening, der ville blive ejer af TVS - Tungvognspecialisten og råde over DTL’s nuværende formue på omkring 26 millioner kroner.


Formuen skulle så danne basis for årlige uddelinger i form af støtte til DTL’s medlemmer - eksempelvis i form af kontingentnedsættelse eller uddannelse.


Idéen med, at DTL lægges sammen med Dansk Erhvervs nuværende direkte medlemmer med lastbiler, er, at det ville sikre vognmændene mest mulig indflydelse og medlemsservice i en fremtid, hvor antallet af medlemsvirksomheder bliver mindre, hvor de enkelte virksomheder bliver større - og at det samlede antal medarbejdere i virksomhederne er nogenlunde stabilt.


Under debatten blev det klart, at bestyrelsen ikke havde opbakning ti at gå videre med idéen. 


Det blev blandt andet fremhævet, at vognmændene risikerede at “drukne” mellem de øvrige medlemmer i Dansk Erhverv, at vognmændene synspunkter ville blive glemt, når Danske Erhverv skulle komme med udtalelser på transportområdet, da transportområdet omfatter både dem, der køber transport - og dem, der leverer transport - vognmændene. Og de to parter har i mange tilfælde modstridende interesser.


Det blev også nævnt, at vognmænd med særlige arbejdsområdet ville miste muligheden for at afgive høringssvar.


Debatten entre med, at bestyrelsen kunne konstatere, at der ikke var stemning for, at DTL skulle lægges sammen med Danske Erhverv.


DTL’s formand, Jens H. Petersen, peger over for transportnyhederne.dk på, at DTL ikke blot skulle lægges sammmen med Danske Erhverv, hvor der ville være en risiko for, at vognmændenes interesser ville drukne.


Idéen var, at løfte Danske Erhvervs's nuværende transportvirksomheder med egne lastbiler sammen med DTL's medlemmer over i den nye enhed, der som beskrevet ville få sine egne vedtægter, bestyrelse og medarbejdere.


Over for transportnyhederne.dk peger  Jens H. Petersen på, at tiden i dag, hvor DTL har godt 1.300 medlemmer, er en anden end for 20-25 år siden, hvor medlemstallet var i nærheden af 4.000 - og at det var baggrunden for bestyrelsens tanker om fremtiden.


- Vi må nu arbejde videre og se på andre muligheder, siger DTL’s formand, Jens H. Petersen, til transportnyhederne.dk.


- Vi drøfter det allerede på vores første bestyrelsesmøde. Vores udgangspunkt er at sikre vognmændene politisk indflydelse og den service, de får i dag, siger Jens H. Petersen.




Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.