Rederiorganisation melder om øget pirateririsiko ud for Somalia

Onsdag 19. august 2026 kl: 10:31
Af: Redaktionen

Antallet af piraterirelaterede hændelser ud for Somalia er på sit højeste niveau i ti år. Det fremhæver rederiorganisationen Danske Rederier med henvisning til en opgørelse fra ICC International Maritime Bureau (IMB). Udviklingen peger på en fornyet aktivitet i området efter flere år med relativt få hændelser, hvilket vækker bekymring hos Danske Rederier

Danske Rederier har offentliggjort en analyse baseret på tal fra ICC International Maritime Bureau (IMB), der viser en markant stigning i antallet af angreb udført af somaliske pirater. Det vækker bekymring hos Danske Rederier. 


- Selvfølgelig bliver jeg bekymret, når jeg ser, at antallet af piratrelaterede hændelser ud for Somalia er i stigning. Det vækker ubehagelige minder, siger Jacob K. Clasen, der er viceadministrerende direktør i Danske Rederier. 


- Det er dog værd at fremhæve, at de skibe, der følger de internationale best management practice-anbefalinger, generelt er langt mindre sårbare over for piratangreb. Rederierne bør gennemføre en grundig risikovurdering og på den baggrund iværksætte relevante sikkerhedsforanstaltninger, tilføjer han.


Sikkerhedsforanstaltninger kan blandt andet omfatte fysiske sikringstiltag som pigtråd, sikring af adgangsveje, vandkanoner og CCTV-overvågning samt skærpede procedurer for overvågning, rapportering og beredskab. Danske rederier oplyser, at der i områder med forhøjet piratrisiko også anvendes bevæbnede vagter som et ekstra lag af beskyttelse.


Ifølge rapporten fra IMB var der 8 hændelser ud for Somalia i 2024 og 5 hændelser i 2025. I de første syv måneder af 2026 er der registreret 13 hændelser. Aktiviteten er fortsat lav sammenlignet med pirateribølgen i 2009 -2011, hvor der årligt blev registreret over 200 angreb, men udviklingen peger på en fornyet aktivitet i området. 


Så sent som i denne uge har der været meldinger om endnu et piratangreb på et fragtskib ud for Somalias kyst. Denne hændelse er endnu ikke registreret i tallene fra IMB. 


- Det er uden tvivl et komplekst samspil af en lang række interne og eksterne faktorer, der driver udviklingen. Internt i Somalia kan det være udfordringer, som tørke, ulovligt fiskeri, økonomiske vanskeligheder og svage myndighedsstrukturer, der er medvirkende til at gøre pirateri mere attraktivt som ”karrierevej”, siger Jacob K. Clasen, der også peger på, at det måske også handler om, at ændringer i det maritime sikkerhedsbillede i regionen kan have skabt mere gunstige betingelser for fornyet pirataktivitet i området.


De somaliske piraters operationsmønster er fortsat kendetegnet ved kapringer af sårbare fartøjer, herunder særligt fiskefartøjer, som efterfølgende kan anvendes som moderfartøjer til angreb længere fra kysten.  


Interesserede kan læse analysen fra Danske Rederier her:





Klik venligst

© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.