|
REDERIORGANISATION OM FINANSLOVSFORSLAG:
Elektrificering og et stærkt totalberedskab er vigtige elementerMandag 12. oktober 2026 kl: 14:57 Af: RedaktionenDanske Rederier tager positivt imod SSFMR-Regeringens forslag til finansloven for næste år. En fortsat styrkelse af forsvaret - herunder totalberedskabet er højt på Danske Rederiers prioriteringsliste Med finanslovsforslaget for 2027 agter SSFMR-Regeringen at understøtte en omfattende elektrificering af Danmark. Rammen lyder på 650 millioner kroner næste år - stigende til 850 millioner kroner i 2028 til 2030. - Elektrificering er afgørende for fremtidens infrastruktur - ikke mindst færgerne, siger Anne H. Steffensen, der er administrerende direktør i Danske Rederier. Hos rederiorganisationen peger man på, at der i øjeblikket er fuld gang i elektrificeringen af færgeruterne i Danmark. Blandt andet er verdens største elektrificeringsprojekt i gang på ruten fra Aarhus til Odden. - Og i København har vi fået verdens første elektriske slæbebåd, men den skal sejle til Sverige for at lade. Det er et godt eksempel på, at der er nok at tage fat på, siger Anne H. Steffensen videre. Totalberedskabet i Danmark skal ifølge regeringens finanslovsforslag udfoldes med en økonomisk ramme på én milliard kroner om året frem til 2030.Danske Rederier peger på, at senne prioritering understøtter den indsats, som rederiorganisationen har arbejdet for i flere år. - Den danskflagede civile flåde er den tredjestørste i Nato, og vi har i Danmark rigtig mange kapaciteter blandt rederierne, der kan understøtte et stærkt totalberedskab. Det er vores medlemmer, der bevæger sig tæt på den maritime infrastruktur - både over og under vandet. Derfor er det helt naturligt, at vi bidrager til beredskabet med de kompetencer, der allerede eksisterer blandt rederierne, siger Anne H. Steffensen. Danske Rederier har tidligere præsenteret en række initiativer til at styrke totalberedskab. Blandt andet kan danske rederivirksomheder bidrage med transport, overvågning samt reparation og etablering af undersøiske kabler. Også i tilfælde af en olieforurening af de indre danske farvande kan danske rederier bidrage i miljøberedskabet. - Det er i fredstid, man skal forberede sig på de værst tænkelige scenarier. Og heldigvis er det stadig fredstid i Danmark, men det er rettidig omhu at identificere de områder, hvor borgere, myndigheder, virksomheder og civilsamfund hver især kan spille en rolle, påpeger Anne H. Steffensen. Danske Rederier ser i øvrigt også positivt på SSFMR-Regeringens tanker om øget hjemtagning af EU-forskningsmidler samt initiativet om en helhedsplan mellem staten og landkommunerne. ![]() © Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale. |